|
Saasom det snart kan hænde, mit
Timeglas bliver udrunden, især kan dette ventes, for jeg er saa meget
svækket af de store Anstrængelser og mange Lidelser især til Legemet.
Thi har jeg besluttet i Navn Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand, med
Bøn om hans Oplysning og Ledelse til at fremføre her min sidste Villie, som
I Venner med det Venskab, Fortrolighed og Kjærlighed, I har gjengjældt mig
med, herved alvorlig bedes om og formanes til at udføre efter min Død.
|
|
| 1)
Den Naadens og Helligheds Aand, som har hvilet over mig, og I har annammet,
den hvile fremdeles over Eder og over alle de, som herefter annamme ham og
tro Guds hellige Ord.1 |
|
| 2)
Det hellige Guds Ord, Jesu Lære først, siden Apostlernes og Profeternes
Skrifter, saavidt de angaa Sjelens Væsen, Tro og Moral, værer Eder den
allerherligste og kjæreste Skat fremfor alle andre Ting i Verden. |
|
| 3)
Alle andre Skrifter, der har sammenføiet Indholden af den hellige Skrift,
samt Eders Børnelære og de mange, I har prøvet og antaget for gode, disse
læse I med et aabent og tiltroende Hjerte; andre uprøvede Skrifter læse I
med en vis Tilbageholdenhed, saa I ikke sætter Eders Hjertes Fortrolighed
til dem, før I har prøvet dem nøie. Denne Prøve skal ikke ske med Grubel,
ikke ved Indbildning, men ved Bøn til Gud om hans hellige Aands Oplysning,
ogsaa ved Samhold med den hele hellige Skrift, især i disse Punkter: om dem
lærer den sande Tro paa Jesum Christum, som forløser fra Synd, Død og Satans
Rige, saa de, som tro, ikke lever i Synden og Satans Rige, men tjener Gud
retfærdig, uskyldig og salig; ikke er de da sine egne, men er hans Eiendoms
Folk, der af Kjærlighed til ham er saare flittige til gode Gjerninger; -
samt at de i Læren ikke forbigaar, men lærer om Faderen og den Helligaand
som om Sønnen, saa at ingen af det treenige Væsen udelades eller sættes
høiere end hverandre; thi de er alle tre Et. Den sande Lære driver paa at
erkjende dybt Synden i os, samt om Omvendelse eller Igjenfødelse, om at
elske Gud og sin Næste som sig selv (til Salighed), saa at man fornægter sig
selv for at følge Jesu Fodspor.
Endelig lærer dem som Jesus om den snevre Port og den
trange Vei, om Fristelser og Taalmod at lide og stedse, saalænge vi er her
tilhuse, være vaagne, bede og have en Grad Frygt for vi skulde falde, om vi
erfor, vi stod, at vi derfor forarbeider vor Saliggjørelse med Frygt og
Bævelse. Aldrig at indbilde os, vi har grebet det fuldkommen, men stedse
haste fremad paa den begyndte Livets Vei, - at det er en Vold vi skal gjøre
paa Guds Rige, og de som gjør Vold trænger sig derind med Magt. Saa agtes
Sikkerhed og Lunkenhed for store Synder. Samt at det er enhver Christens
Pligt at bekjende Guds Navn i Ord og Gjerninger efter Enhvers Gaver og
Kræfter, saa at Alle stræber for at samle til Guds Menighed.
Disse Bøger, som har de ovenfor
benævnte Punkter forenet med de flere Guds Ord og ikke strider imod Guds
Orden i Naturens Rige, men lærer rettelig at bruge de aandelige og legemlige
Gaver med Taksigelse, vogter sig for Skrupel af Fornuften, som tilintetgjør
de aandelige, - og for indbildsk Mysteri, der vil lære om aandelige Ting,
som de selv ikke forstaar, eller lader sin Lære stige høiere end det Lys, de
er givet af Gud, derfor bliver det utydeligt og mørkt for dem.
|
|
| 4)
Ingen iblandt Eder verken selv forfatte og lade trykke Eders egne eller
Andres Skrifter, heller ikke anbefal nogen nye eller ukjendte Bøger, før de
er prøvet i Menigheden af de Ældste. Skulde nogen af vore Medbekjendere
handle herimod, da træder de Ældste isammen med de Yngre, som har annammet
Guds Lys; prøv de udgivne Bøger, finder I dem gode, da tiltal den, som har
udgivet dem, hvorfor han ikke samraade med Eder, og I ikke anbelale dem og
ellers ikke befordre hans Fordel derved; dog benyt de gode Guds Ord til
Andres Oplysning. Derimod, finder I de udgivne Bøger slette, da ikke alene
sætte Udgiveren tilrette, men oplys og de, som kunde have faaet Bøgerne, om
deres slette Lærdomme, samt skriv til Andre, de ikke befatter sig med dem.2 |
|
| 5) I
ved Venner, vi til denne Dag haver ganske holdt os til den evangeliske efter
den ægte augsburgske Cenfession eller Statens Religion, at dog Endel har
kaldet og agtet os som en særskilt Sekt, hvilke de slet ikke har havt Aarsag
til, uden vi skulde kaldes Sekt, for vi haver afskyet Lasterne, som mange
vanære den christne Kirke med, og derimod beflittet os paa alle Dyder efter
Guds Ord. Skal vi da hedde Sekt, saa lad os vise i vort Levnet, vi bør hedde
den dydige Sekt eller isandhed gudelige, og vise i aandelige og legemlige
Handlinger at disse ligner Jesu Dyder. Thi er min sidste Villie, at I
herefter som forhen ganske ene holder Eder til vor Stats Religion, saa I
modtager af de offentlige Lærere Alt, hvad deres offentlige Embede medfører;
I gaar da i Kirken, annammer Sakramenterne, ved Ægteskab gjør dem Vielsen,
samt ved Dødsfald jordpaakaldelse og alt andet, der hører til god Orden.3 |
|
| 6)
Tvende Ting ligger mig særdeles om Hjerte, som med Frygt har hvilet og vil
hvile tungt paa mig til min sidste Tid, det er: om Lunkenhed, Sikkerhed og
Splidagtighed skulde indtrænge blandt de Troende. Thi er min indelige
Hjertes Formaning, at I over alle Ting vaager over disse farlige Fiender, at
dem ei faar Indpas, som vistnok har sin Rod i andre Synder; thi Sikkerhed
opstaar af Stolthed og Indbildning, at dem er fuldkommen; Lunkenhed har
Næring dels i det ustadige Sind, der kjedes paa det rene Guds Ord, der ikke
kildrer Sandserne, dels at de ikke blive agtet og æret nok, dels af den
dovne Natur, Verden eller Kjødets Kjærlighed, der ikke finder sin Lyst i at
gjøre Guds Villie; Splidagtighed har sin største Næring i Stolthed, at man
ikke vil erkjende sin Synd, men herske over sit Medmenneske; - for det andet
i, at man er avindsfuld over den, som er bedre: for det tredie af et sært
Menneskehad, og dels af, at man fordrer meget af sin Næste og intet eller
lidet godt vil udvise selv, ser Skjæven i sin Broders Øie, men bliver ikke
var Bjælken i sit eget Øie. I
maa altsaa stedse vaage over Eder selv og have nøie Agt paa Andre, om disse
Eders Saligheds Fiender skulde indtrænge sig. Betænk, at hvor To bliver
splidagtige, der drager den Ene til sit Parti og meget snart kan ødelægge
den Herlighed, som nu Guds Naades Straaler pryde Eder med. Naar I mærker
nogen Splidagtighed, eller at de har fattet en Kulde mod hverandre, der
yttrer sig oftest i en utidig og ugrundet Daddel, Bagtalelse og Belyvelse i
større eller mindre Grader, saa opoffrer alt muligt for at faa disse fat
selv eller ved Andre, som I kjender for bedre skikket dertil end I; forestil
de Tvistende det store Onde, dem udøver mod Gud og sin Næste, som sig selv,
undersøg, om de begge er lige skyldig, da straf begge lige uden Persons
Anseelse; er En mest skyldig, straffes han og haardest, og forman til
Enighed, men paalæg og den mindre Skyldige eller og (som skjeldent er) den
Uskyldige, at han tilgiver, - og bruger alle Midler til Endrægtighed; thi
den, bedre er, fordres mest af og i denne Del, dog saa at Sandheden ikke
lider af Løgneren.4 Vil den Ene eller begge ikke agte Eders
Paamindelse og Tiltale, da hold dem begge for vantroe eller saadanne, som I
ikke erkjender for Troesbrødre og ikke vil have nogen Samfund med, alt [i]
Medhold af Jesu Ord i Math 18 C. 7; ligesaa stræber I for at opvække de
Lunkne og lade de Sikkre erkjende sin Synd.
I ved Medtroende, at vel enkelte
Splidagtigheder har i disse 25 Aar indfundet sig, men de er ved Guds Naade
kvalte og de fleste bilagte; i det mindste har de aldrig grebet om sig til
Partier som har forladt den Vei og Røst, Jesus har ladet os høre. Thi enten
har den Skyldige erkjendt og angret sin Synd, eller er han faldet i Laster
og da forladt os. Men mange har med mig frygtet for at naar jeg med dette
Redskab: min Tunge, Pen og Gjerning, forlader Eder, da kunde det vel opstaa
Splid, saa den Ene vil hid, den Anden did. Vogter Eder herfor; thi intet er
vigtigere end Endrægtighed.
|
|
| 7)
Vi har aldrig havt nogen ordnet Kirketugt iblandt os, ligesom vi aldrig har
holdt nogen Bog, saa hverken jeg eller nogen af Eder ved, hvormange efter et
ordnet Tal der er, som bekjender sig til den Tro, det Sind og indbyrdes
Venskab, endskjønt vi formedelst Skrivelser og de, som besøger hverandre,
kan vide om baade de Steder der er faa eller mange, samt dels kjende
personlig, dels vide Navn paa mange, især paa dem, som mest udmærke sig ved
gudelig Øvelse. Ligesaa ved I, at vi aldeles intet Tegn eller Ceremonier
indbyrdes har; thi kun ved Samtaler, Handlinger, tildels og Rekomandationer
er det, vi blevne fortrolig med hverandre.
Disse Ting bør vi ikke befatte os med herefter, heller i
noget Særeget; men vi har havt en af mange uformærket Kirketugt; thi alle
dem, som har øvet nogen Last og ikke snart fortrødet den og forbedret sig,
de er nedsat i vor Agtelse og Tiltro; har deres Laster længere hersket hos
dem, har vi intet havt med dem at beskaffe, men de har selv følt, de er
fraskilt os og dels har skyet os. Saadan Kirketugt faar og blive ved
herefter, dog saa at naar den Faldne angrer sin Synd, vil høre Guds Ord, da
antage ham efter hans Omstændighed.
|
|
| 8) I
Apostelen Pauli Afsked med de Epheser læses blandt andet saaledes i
Apostlernes G. 20 C. 29-30 V: Thi jeg ved dette at der skal indkomme svare
Ulve iblandt Eder efter min Bortgang, som ikke skal spare Hjorden, og af
Eder selv skal opstaa Mænd som taler forvendte Ting. Vel haaber jeg bedre
denne Tid, dog vil advare Eder med det 30 V. Vaager! Thi jeg har vel kjendt
Nogle iblandt os, som har yttret adskilligt, der ikke har stemt med Jesu
Lære, og har havt Attraa til egne Veie efter deres Indfald. Endnu værre kan
der opstaa, enten falske, der vel har stor Forstand, men den bruger de med
Trædskhed til at forføre den Enfoldige, saa de driver Herredømme over
Herrens Arv, det er, de jager efter egen Ære og egen Nytte samt Herskelyst;
dem vil være elsket uden at elske Gud og i ham sin Næste, saadanne vil føre
Eder til Lydighed under sig med Visdoms Kunst og Lærdomme som ikke gav Eders
Sjel Næring. Andre staar frem af høi Indbildning, vil gjøre sig vigtige af
sin Aandelighed, taler om sine Følelser; disse øver sig i at tale om sin
indvortes Tilstand blandet af Indbildning og Fornuftskruppel, saa de i det
første giver Skin af Erfarne, men snart kan det mærkes at deres Ord er en
tom Lyd; de harm ikke Liv og Aands Nærværelse, de blænde men ikke lyse, thi
de vil lægge sig efter høiere Ting end dem er givet, eller de har engang
været paa Sandheds Vei, men er gaaen af den, dog kan tale om det de den Tid
erfor og nu falskt tilegne sig det samme. Nogle gaar nedbøiet af Hykleri,
taler med en nedbøiet Stemme, Andre muntre. Begge laaner af Skriften Ord som
de efter sin Kundskab og Naturgave lærer Andre uden at agte paa sit eget
Hjerte, og uden de har gjort nogen Omvendelse selv. Thi kjendes de paa
Frugten og paa deres Uerfaring i aandelige Ting, samt at de ikke forener alt
Guds Ord i sin Lærdom. Vogter Eder for alle saadanne.
Jeg har et grundet Haab, saalænge I Ældste eller sande
Guds Børn lever, at I ikke lader Forførere have fri Raadighed, men I
overbeviser og straffer dem samt advarer de Enfoldige for deres Forførelse,
I ved, den ene Blinde kan ikke lede den anden Veien, thi de falder da begge
i Graven, derfor maa I tilholde Enhver især de, som vil lære Andre, at de
omvender sig selv først af ganske Hjerte. Tillige vil jeg [fremføre min]
hjertelige Formaning i Herrens Navn at I sande Medtroende, især de Ældste og
mest Begavede i hvert Sted, hold skarp Øie med dem, som vil opbygge Andre;
thi disse bør fortrinlig vise sin Tro i et gudeligt Levnet og gode
Gjerninger, og at han har grundet Kundskab i Guds Ord, saa at det kan
erfares, han er styrket af vor Herre Jesu Aand til at føre en sund og ren
Lærdom som Levnet. - Skulde I erfare det Modsatte, da paamind ham i Enrum;
frugter det ikke da lad tvende til høre derpaa; vil den Affigede ikke rette
sig, saa sig ham sin Afvigelse i saa Manges Paahør, han samles med. Har I
selv ikke Magt hertil paa det Sted, han er, saa kald til Hjælp Andre som er
mere styrket i Christo, eller har annammet flere Gaver end I. Reiser han
ifra Eder, saa eftersøg, hvor han reiser hen, skriv saa did eller søg at
besøge hine for at standse den, som forfører de Enfoldiges Hjerter, der ikke
er onde, men dog heller ikke har annammet Kraft nok af Gud til at standse
Bedragerne.5
|
|
| 9)
Den som skal lære eller undervise Andre, især reise saadant Ærinde, burde
selv ikke nylig have bleven en Troende, dog kunde dette under de Ældstes
Aarvaagenhed ske; men Ingen bør lære Andre uden det er bevist, han selv er i
Sandhed omvendt, og har udvist i sit Levnet, Omvendelsens værdige Frugter,
og enda staar han under de Ældstes Tilsyn og nøiagtige Prøvelse om han
daglig gaar ned i sig selv saa han kjender dybt ikke alle[ne] sine Synder
men og egen Afmagt, at han tillige er prøvet i Fristelser og adskillig
Trængsel, har god Grund og Forklaring i Guds Ord, saa intet modsiger
hverandre. Hvor Flere er
sammen af dem, som har annammet Gaver til at opbygge Andre, da efter
Overenskomst eller efter de Ældstes Bestemmelse kun 2 eller 3 af dem en
efter anden tale, og det saa ingen Anstøder sker; farer Nogen vild, eller
det er Noget at dadle hos Nogen i Tale eller Adfærd, overbevis saaledes som
forhen er vist om dem, som vil opbygge Andre og ei vandre ret selv. Retter
han sig ikke, da sig Menigheden det og kald ham for Vantro, efter Jesu Ord
Matheeum 18 C.
De Ældste 6 maa ikke se
igjennem Fingre blandt nogen af sine Medældste af deres Laster i nogen Last,
men tilbørlig straffe dem, saavel som enhver især, som har erhvervet sig de
Troendes Agtelse og vil være gode Kristne; de bør holde nogen Agt paa
saadanne, ikke vænne dem til Smiger og Blødhed, men taale endog skarpe
Paarnindelser eller haard Mad.
Den engang omvendte fra Mørket til
Lyset, som har siden hendrages i Mørket og gjort nogen Uret, tildraget sig
med Uretfærdighed Andres Gods, om saadan er siden kommen til Anger og vil
vende sig til de Troende, dog ikke retter for sig, bør ikke antages blandt
de Troende eller give ham Eders Hjertes Fortrolighed, mindre tillade ham at
bekjende Guds Navn, tale til Opbyggelse for Andre, før han haver fuldelig
rettet for sig og erstattet den Forurettede.
|
|
| 10)
De, som I ikke har nogen Bekjendtskab med, eller de, som har fattet andre
Begreber om Religionen end I, skal I dog fordrage og dømme saa mildt,
Sandheden efter de aabenbarede Guds Ord tillader. Thi Mange kan være
opdragede i et strengt udvortes Begreb, saa og være indtaget af en urigtig
Foredrag af Guds Ord, dog tro og søge efter Sandhed, da Gud kan have Mange I
ikke kjende, som elsker ham. Betænk Herrens Svar til Elias og dennes Mening.
Thi oingaaes I venligt med ethvert Menneske; beviser Tjenstvillighed og
Gjæstfrihed efter Eders Evner og holder Fred med alle, saavidt det staar til
Eder, eller saavidt Guds Sandhed ikke lider derunder. |
|
|
Tager, I Medtroende, iagt disse
Punkter, og de flere, den daglige Erfarenhed lærer Eder, da skal I se ved
Guds naadige Bistand, de Onde og Falske som de selv bedragne Mennesker Intet
formaa imod Eder, men I ved Guds vor Frelsers Kraft vinde ved Eders Ord og
Exempel mange Sjele til hans Rige til Eders egen Troes Frugt, Formerelse og
herliggjorte Glæde og fælles at love den treenige Gud.
Dette er mit Ønske, min Bøn og
eneste Begjæring, at I ville tragte efter saa uendelig herlig Naade, som jeg
er forvisset Gud vor Fader vil formedelst sin Søn Jesus Christus ved
Helligaand skjænke os, som blir tro til Enden, det høieste Gode, omsider ved
Dagenes Ende at samles i den evige Salighed, Amen!
|
|
(1)
Jeg anvender her i Erindring Elisa
Gjerning med Elias: thi hin trængte denne og vild, ikke forlade ham, derfor
fik han og 2 Dele af hans Aand. (2)
Skulde Nogen synes, dette var for streng Censur, da tror jeg, at om et
usselt eller ondt Menneske vilde bedrage en Andens Ven i legemlige Ting, at
hin var pligtig at aabenbare Bedraget og om muligt hindre det. Nu, skulde
ikke dette og være Pligt i det Aandelige?
(3)
Den
5 Paragraf kunde været tilovers; thi vi har aldrig havt Sind til
Sekteriskhed eller til at forlade Landets Religion: men Nogle udenfor os har
frygtet for, at I efter min Død forlod denne Statens Orden, hvilke jeg slet
ikke formodir. I alle Tilfælde er nu denne en Advarsel.
(4)
Thi
den Urene kunde eller vilde nok laste Splid og gjøre Enighed med den Rene,
som denne langt fra maatte paalægges, men heller tilstyndes med Hjerte at
afholde sig [fra].
(5)
Skulde Nogen synes jeg har talt med for stor Myndighed, da tag dette ikke
til Fortrydelse, og overvei Sandheden. Det er min Hensigt dette Testamente
skulde ikke blive meget bekjendt, før jeg hviler i Graven, og da kan min
Myndighed i Tiden ikke skade Nogen.
(6)
Ved
Ældste forsteaes ikke, hvormange Aar det er, siden de blev opvakte, men hver
saadan, som har vandret i Troen, været virksom i gode Gjerninger; saa det
ikke kommer an paa Aarene, men paa deres Tro, Kjærlighed, Retfærdighed og
Erfaring i aandelige Ting, samt stor Visdom. |
|
