Til Christendommens venner 1883

Oppropet ble publisert i det konservative kirkeblad, Luthersk Kirketidende 27. januar 1883 (s 33-40). Det var Gisle Johnsom som hadde forfattet skriftet. En komite (utgiverne) stod som ansvarlig for utgivelsen og skulle leden den opplysningsvirksomhet som omtales til slutt i oppropet. Det ble på forhånd sendt til ca 300 kjente prester og lekmenn og ved publiseringen i LK hadde det fått 225 underskrivere. I tillegg kom 7 utgivere. Det kom også som særtrykk, nå med 450 underskrivere. Blant utgiverne var også skolelærer Heggtveit kommet til som var sekretær for komiteen. Underskriftslisten er grunnlag for en studie for seg. Den samler personer fra alle deler av landet med forskjellig bakgrunn. Vi finner alle de 6 biskopene, flere professorer, prester, embetsmenn, kirkesangere, lærere, verkseiere, gårdbruker osv, et symbolsk uttrykk for at hele landet stod bak oppropet. I virkeligheten var det ikke helt slik. Sosialt sett er primært folk fra bondestanden og de øvre lag av folket, med det konservative presteskap i spissen, som ytrer seg. Oppropet er rettet mot Venstre som året etter, gjennom riksrettsdommen mot regjeringen Selmer, satte parlamentarismen gjennom som styringsprinsipp for Norge. Det sentrale poeng i oppropet er at den radikale politiske bevegelse truer kristendommens stilling i landet. Bevegelsens skjulte agenda er å fremm fritenkeriet som vil forgifte hele folket. Kampen mot den politiske radikalisme er derfor en kamp for kristendommen og mot antikrist. Radikalismens nødvendige følge og siste mål er "Christendommens Fornægtelse fra den Stilling, den hidtil har indehavet i vort Folk". Særlig retter oppropet sitt skyts mot pressen: "Ved den bliver en mægtig Strøm af uchristelig, ja antichristelig Verdensanskuelse uafladelig ledet ind i vort Folk, som i sin Troskyldighed for en stor Del tager imod den med aabne Arme; det ser ikke, at denne dets Fører er en Forfører, hvis rette Valsprog er hin uretfærdige Dommers Ord: “Jeg frygter ikke Gud og undser mig ikke for noget Menneske” (Luk. 18,4)." Blant kristne var det delte meninger om oppropet. Særlig blant det radikale lekfolk på Vestlandet var det mange som ikke kunne gi oppropet sin tilslutning. Et eksempel på en slik holdning finner vi hos den kjente lekmannshøvding, Erik Solem i Ålesund. Oppropet vakte betydelig oppsikt, men politisk sett var det nærmest en fiasko. Det fikk ingen betydning for den videre politiske utvikling. Dets historiske verdi ligger i at det dokumenterer hvordan konservative kretser opplevde møtet med den nye tid.
Til Christendommens Venner i vort Land.
Naar vi herved henvende os til alle dem i vort Land, som med os ønske Kristendommen bevaret for vort Folk, saa drives vi dertil ved Betragtningen af den Fare, som efter vor Overbevisning nu truer denne Folkets bedste Skat fra den politiske Radikalismes Side.
Vort Folk har nu i mer end to Menneskealdre kunnet i Ro og Fred bygge videre paa den i 1814 givne Forfatnings Grundvold og i dens Ly kunnet arbeide for Udviklingen af sine Kræfter med et Held, som søger sin Mage i Folkenes Historie. Denne rolige og fredelige Udvikling af vort Folkeliv er i den senere Tid bleven forstyrret ved et radikalt Partis ihærdige og voldsommer Agitationer. At vi herved ikke tænke paa en “Fremskridts-Politik”, som respekterer den historiske Udvikling og kun vil bygge videre paa det historisk givne Grundlag, forstaar sig af sig selv. Hvad vi have for Øie, det er en Politik, som med fuld Føie betegnes som “radikal”, fordi det, der er Maalet for dens lidenskabelige Kamp, ikke vil kunne opnaaes uden fuldstændigt Brud paa den sunde og jævne Samfundsudvikling, Omstyrtning eller Opløsning af den bestaaende Samfundsorden og Tab af Samfundsgoder, som maa være hellige og dyrebare for ethvert Folk, der kjender sit sande Tarv. Det er et af disse vort Folks Samfundsgoder, for hvilket vi her særlig ville tage Ordet. Det er ikke Dagens politiske Strid, hvori vi ønske at kaste os ind; vi have hidtil holdt os udenfor den, og vi føle os heller ikke nu kaldte til nogen anden Deltagelse i den, end den , vor statsborgerlige Stilling kand medføre. Hvad der foranlediger os til denne vor Optræden, der er, som allerede antydet, Overbevisningen om, at det ikke er timelige Goder alene, som i denne Strid staa paa Spil, det er frygten for, at vort Folk i den skal blive frarøvet eller fralistet det, som i vore Øine er større og vigtigere, end alle timelige Goder til sammen, det, som alene sætter et Folk i Stand til i Sandhed at løfte sin Opgave og naa sit Maal.
Vi tro, at det er Sandhed, det gamle Ord: “Retfærdighed ophøier et Folk, men Synden er Folkenes Skjændsel” (Ordspr. 14,34). Og vi kjende heller ikke for Folket nogen anden Kraft til at overvinde Synden og opnaa den Retfærdighed, Fred og Glæde, som er Grundbetingelsen ogsaa for dets Velfærd, vi kjende ingen anden virkelig Lægedom for Folkets sædelige og sociale Nød, end den, som Christendommen skjenker. Vi tro at Christendommen ikke er nogen blot Privatsag, men ogsaa en Samfundsag, og at den som saadan vil vinde Skikkelse ikke alene i Kirken, men i det hele Folkeliv, ogsaa i det borgerlige Samfundsliv. En saadan Stilling har den ogsaa i Virkeligheden hidtil indtaget indenfor vort Folk. Det har hidtil fortjent Navnet “christeligt Folk”, ikke i den Forstand, at det nogensinde har været et Folk, hvori der kun fandtes sande, levende Christne, men i den Betydning, at Christendommen har været Gjenstand for dets Agtelse og Ærbødighed, at den har været den Magt, som i det Hele og Store har behersket vort Folkeliv og saaledes da navnlig ogsaa paatrykt vort borgerlige Samfundsliv med dets Love og Indretninger sit eineendommelige Præg. Det er denne vort Folks christelige Charakter, denne Christendommens Magt over vort Folkeliv, som vi nu se truet af den politiske Radikalisme. Det er ikke vor Mening hermed at stemple alle dem, der have sluttet sig til det radikale Parti i vort Land, som Christendommens Fiender; vi ville gjerne tro, at der ogsaa her er Mange, om hvem det gjælder, at de ikke vide, hvad de gjøre. Vi tale her overhovedet ikke om, hvad de enkelte Medlemmer af Partiet tilsigte ved sin Tilslutning til det, men kun om, hvad den radikale Bevægelse som saadan med Nødvendighed fører til, og hvad vistnok ogsaa ialfald ed Del af dens Ledere med mer eller mindre klar Bevisthed søger at opnaa. Og da kunne vi intet Øieblik fravige den Overbevisning, at Christendommens Fornægtelse fra den Stilling, den hidtil har indehavet i vort Folk, ikke alene er den nødvendige Følge af hele denne Bevægelse, men tillige dens sidste Maal.
Hvad Frugt den radikale Bevægelse hidtil har Baaret for det religiøse og sædelige Liv i vort Land, ligger klart for Dagen for Enhver, som har Øine at se med. Fra mangfoldige Kanter af Landet høres allerede bitter Klage over den Tilbagegang, hvori det christelige Liv befinder sig der, hvor denne Bevægelse har begyndt at faa Magt over Hjertene, hvorledes Sandsen for Guds Ord og Guds Rige der efterhaanden maa vige Pladsen for den Alt opslugende, stedse mere lidenskabelige politiske Interesse. Og at saa er Tilfældet, kan ikke undre Nogen, der ser den demoraliserende Indskydelse, som den radikale Politik øver indenfor de Kredse af Folket, hvor den finder Indgang, hvorledes den med stedse større Dristighed tilegner sig den jesuitiske Grundsetning, at Hensigten helliger Midlet, træder Sandhed og Ret under Fødder og ved denne sin Fremfærd mere og mere nedbryder Agtelsen for Alt, hvad der er høit og helligt, sætter alle onde lidenskaber i Bevægelse og fremkalder en Ufred i Folket, en Splittelse mellem de forskjellige Samfundsklasser, som burde minde os om hint Herrens Ord: “Hvert Rige, som bliver splidagtigt med sig selv, vorder øde” (Matth. 12,25). At man under alt dette endnu tildels behandler Christendommen med en vis Respekt, beviser kun, at man i den ser en Magt i Folket som man endnu ikke finder det raadeligt aabenlyst at angribe. Hvorledes Radikalismen i Virkeligheden staar til Christendommen, derom have vi Vidnesbyrd nok i de Frugter, den, som antydet, allerede faktisk har baaret paa det religiøse og sædelige Livs Omraade; et godt Træ kan ikke bære onde Frugter. Det bliver ogsaa mer og mer aabenbart, at det, der staar bag den hele Bevægelse og er den ledende Aand og den drivende Kraft i den, det er Fritænkeriet, den moderne Vantro. Dette gjælder navnlig om den Presse, hvori den radikale Politik har sin mægtigste Talsmand, sin kraftigste Løftestang. I denne Presse raaber en Aand, som baade i den ene og den anden Retning holder paa at forgifte hele vort Folkeliv. Ved den bliver en mægtig Strøm af uchristelig, ja antichristelig Verdensanskuelse uafladelig ledet ind i vort Folk, som i sin Troskyldighed for en stor Del tager imod den med aabne Arme; det ser ikke, at denne dets Fører er en Forfører, hvis rette Valsprog er hin uretfærdige Dommers Ord: “Jeg frygter ikke Gud og undser mig ikke for noget Menneske” (Luk. 18,4).
Dette er vor Betragtning af Forholdene. Det er den, som har bestemt os til at træde frem med nærværende Opraab. Om vort Folk virkelig vil have Christendommen fortrængt fra den Stilling, den hidtil har intaget i dets Samfundsliv, det vide vi ikke. Skulle det virkelig være dets Vilje, da vil selvfølgelig ingen jordisk Magt kunne hindre det i at gjøre, hvad det vil. Men derom vil der dog blandt alle dets Venner kunne være mer end een Mening, at det isaafald ikke bør handle i Blinde, men vide hvad det gjør. Derfor vilde vi ogsaa gjerne bidrage, hvad vi formaa, til at aabne dets Øine for den Fare, som her truer det. For os staar det som en uafviselig Pligt for hver den, der ønsker Christendommen bevaret for vort Folk, nu efter Evne og Leilighed at træde ind i Kampen for den overalt, hvor den bliver direkte eller indirekte angreben i vort Samfund. Men sin farligste Fiende har den, saavidt vi kunne skjønne, for tiden i den politiske Radikalisme. Derfor tro vi ogsaa, at Opgaven her først og fremst maa blive den, at oplyse Folket om det Forhold hvori denne Radikalisme staar til Christendommen.
Hvad vi selv hertil kunne bidrage, er vistnok ikke meget. Det er nærmest vor Tanke i en Række Smaaskrifter at faa belyst Sagen fra dens forskjellige Sider og demed tillige at faa yderligere udviklet og begrundet, hvad der her kun har været Anledning til i al Korthed at paapege eller berøre. I erkjendelse af den store Betydning, som det muntlige Ord i en sag, som denne, altid vil have ved Siden af det skriftlige, have vi tillige, saavidt de dertil fornødne Kræfter maatte være at finde, tænkt paa at at faa udsendt Mænd, som ved offentlige Foredrag eller Samtaler med de Enkelte kunde virke i samme Retning. Men det er os klart, at vi hverken ved det Ene eller det Andet ville kunne udrette Synderligt, medmindre vi rundtomkring i Landet finde den Støtte, som her i høi Grad vil tiltrænges. Det er derfor, vi med dette vort Opraab vende os til alle dem i vort Land, som dele vor her udtalte Betragtning. Vi have Grund til at tro, at der er ikke faa af vore Landsmænd, som erkjende, at det nu er paa Tide, at Christendommens Venner i Landet reise sig og slutte sig sammen til endrægtigt Forsvar for Folkets dyreste Klenodie. Ligesom vi gjerne efter Evne vilde yde dem en Haandrækning paa de ovenfor antydede Maader, saaledes bede vi dem ogsaa at komme os til Hjælp og støtte os i vort Arbeide. Det gjælder her at hver Mand gjør sin Pligt. Det gjælder en Kamp for vort Folks Velfærd, som Ingen, der har faaet Syn paa dens Nødvendighed, har Lov til at unddrage sig. Der er Tid til at tie, men der er ogsaa Tid til at tale. Vi tro, at der i den Sag, hvorom her handles, nu har været tiet nok. Det kreves nu, at Enhver i sin Kreds i Ord og Gjerning aflægger sit Vidnesbyrd mod den Vantro, som holder paa at trænge ind i vort Folk, og mod den politiske Bevægelse, gjennem hvilken den søger at naa sit Maal, Tilintetgjørelse af den Magt, Christendommen hidtil har havt over vort Folkeliv.
Den Herre og Gud, som hidtil i Naade saa rigelig og saa uforskyldt har overøst vort Land med aandelig og timelig Velsignelse, lede ogsaa dette Arbeide og denne Kamp, saa Alt maa blive gjort i hans Navn, Alt blive til Folkets Gavn og til hans store og hellige Navns Ære og Pris! Christiania i Januar 1883.
Gisle Johnson, Professor. J.G. Blom, Prest. S. Brun, Sogneprest. J. Jensen, Verkseier. H. Mohn, Professor. N. Nickelsen, Skolebestyrer. P. Rogge, Expeditionschef i den norske Livrenteforening. H.G. Heggtveit, Skolelærer (ikke i LK).
Efter Foranledning erklære vi Undertegnede herved, at vi i alt Væsentligt dele den i Ovenstaaende udtalte Betragtning af Forholdene og tiltræde det dertil støttede Opraab til Christendommens Venner i vort Land. ... (443 undertegnende i særtrykket, her av 225 i LK)
Uagtet vi ikke i alle Dele kunne tiltræde, hvad ovenfor er udtalt, slutte vi os dog til den dertil støttede Opfordring, idet vi erkjende den Fare, hvormed Vantroen og den politiske RAdikalisme nu i Forening true vort Samfund. ... (7 undertegnende i særtrykket)	Se underskriftsliste sortert etter bosted.

Kilde: Til Christendommens Venner i vort Land. Christiania 1883.16 sider. LK 13(1883)4R, 32-40.

Litteratur: Wisløff, Carl Fr.: Politikk og kristendom. En studie omkring oppropet "Til Christendommens Venner i vort Land" (Januar 1883). Bergen 1961. - Norsk kirkehistorie III. Oslo 1971, 29-39.