Stormectigste Høybaarne Førstis och
Herris, Her Frederichs den Andens, Danmarckis, Norgis etc. Konnings Mandat om nogle visse
Vilkaar oc Artickler, som de Fremmede, der begære at bygge oc bo her i Rigerne, skulle
indgaa. Wi Frederich thend Anden (osv.). Giøre alle witterligl, at effterthi wi komme
vdi wiss forfaring, at møgit fremmit Folck, aff adskillige Nationer, begiffuer sig ind
vdi vore Riger, Danmarck, Norge och andre Lande, Oss vndergiffne, och er at formode, att
en stor part aff thennom haffuer en anden Tro och mening om thend sande Religion och rette
Guds thieniste, end wi selff och vore vndersotte vdi for(ne) vore Riger haffue. Huor vdaff
med tiden kand komme Splid, Twedragt och wenigbed bode vdi thend rene Lærdom och bequemme
Ceremonier, som vdi wor kiere Herre Faders, salig och høglofflige ehukommelses Regering
och til thenne dag vdi wor tid wanfechtid haffuer werit. Tha paa thet saadanne wlempe maa
i tide forekommis, och wore Riger, Lande och Wndersotte mue bliffue wed thend reene och
wforfalskit Lærdomme, som Wi haffue annammit, och hoss huilcken Wi med Guds hielp, saa
lenge Gud sparer oss Liffuit, bliffue wille, haffue Wi ladit forfatte nogre Christelige
Artickle om thend rette och sande religion, och thennom forschickit til the hederlige och
høglerde Mend, wore Superintendenter vdi wore Riger, Danmarck, Norge och andre Lande, som
oss tilhøre, vdi huilcke de skulle examinere och offuerhøre alle de fremmede och
wdlendiske, som for to Aar forleden och til thenne tid ind vdi vore Riger og Lande kommen
ere, och her effter kommendis worder, och werelse och woning ther wdi bekommit haffuer,
och effter thenne Dag bekomme kandt. Och huilcke aff for(ne) Fremmede thet were sig en
eller flere, som icke forscreffne Artickle alle och huer serdelis i alle theris Ord och
Puncter welvilligen annamme wille, och der hos bliffue, thend eller the skal icke
tilstedis Platz eller werelse wdi nogen wore Riger eller Lande at haffue, ey heller at
bekomme. Befindis och nogen wnder ith helligt Schien eller swigelige at annamme och swere
paa samme Artickle, och ther effter kand spørris och i Sandhed bewisis anderledis at
giøre, tha skal thend eller the, huiss Brøst saa findis, straffis paa Liff och Gotz,
wden ald naade i noger maade. Men huilcken som icke wil annamme och swere paa for(ne)
Artickle, hand maa och skal strax inden tre Dage ther nest effter, att hand bliffuer
examinerit, vden ald forhindring (saa møgit Religionen er anrørendis) forsee sig med
Høstru, Børn, Goedtz och ald, huiss hannom met retthe tilhører aff wore Riger och
Lande. Men fortøffuer hand ther lenger, tha skal hand straffis ther offuer, effter som
forschreffuit staar. Skal och Borgemestere och Raadmend wdi Kiøpstederne wdi wore Riger
Danmarck och Norrige, aldelis ingen fremmede eller wdlendiske thage eller annamme wdi
Borgerschaff eller och tilstede werelse och woning hoss thennom at haffue, wden the haffue
Superintendentens och Sogneprestens Windnisbyrd (i thet Stigt och thend Bye, the achte at
boe) om thieris tro och mening om thend sande Religion klarlig bescreffuit och beseglit.
Her effter sig alle och huer skal haffue at rette. Giffuet paa wort Slot Kiøbenhaffn,
thend 20. Septembris, Aar etc. 1569. Vnder wort Signet.
Friderich. |
Ved de følgende artikler skal fremmede
(innvandrere) prøves om de bekjenner seg til den rette (lutherske) tro. Manglende
tilslutning fører i beste fall til landsforvisning med en frist på bare tre dager. I
verste fall ender det med inndragelse av eiendom og dødsstraff. |
Fem oc tiue Artickler,
som skulle faaregiffuis alle de Fremmede oc wdlendige, som begære aff Kon: Majj: værelse
oc bolige i disse Riger, Danmarck oc Norge. Enddog den hellige Kirckis Symbola, som ere
det Apostoliske, Niceniske oc Ambrosij, Item den Ausborgiske bekiendelse, kunde være en
ret Regel at følge, naar nogle skulle om Christendommens lærdom offuerhøris: Dog
alligeuel paa det forfalskelse vdi den rene lærdom oc splidactighed dissbedre forhindris
oc affuendis kunde, da skulle Superintendenter och Sognepresterne faareholde disse
effterschreffne Artickler for alle de Fremmede, som skulle faa loff at være oc bo i disse
Riger, oc skal icke nogen tilstedis her at bliffue, som effterschreffne artickler icke
samtycke oc annamme vil. |
Kongen viser til tre grupper dokumenter som
innvandrere må vedkjenne seg:
- De oldkirkelige symboler:
Den apostoliske trosbekjennelse, Den nikenske trosbekjennelse, og Ambrosius' som er salmen
Te deum.
- Den augsburgske bkjennelse.
- De følgende 25 artikler.
|
I. Om Guds Ord. Om de
annamme oc bekiende det ord, som i Lowen, Propheter, Psalmer, Euangelisternis historier oc
Apostlernis Epistler oss forschreffuit er at være sandelig, vden all suig oc tuil, Guds
ord oc røst, ved huilcket Gud haffuer sig oc sin villie obenbarit for Verden. Item, om de
bestaa, at dette ords liudelig Tieniste oc Predicken er fornøden i den Christelig Kircke,
oc at huer skal fly, lige som Dieffuelens forgifft, all den lærdom, som er imod dette
Guds ord. |
|
II. Om den Christelige Kircke. Om
de tro, at den Christelig Kircke er hellige Menniskers Samfund, wdi huiss vduortis
forsamling der ere baade leffuendis oc døde Lemmer. Item, om de tro, at Mahometiske
Secter ere aldelis affskild oc fremmet fra Guds Kircke oc Menighed oc ere Dieffuelen
vndergiffne, saa vel som andre Secter, huilcke wor Herris Jesu Christi Euangelium icke
annamme. |
|
III. Om Gud. Om de kiende,
bekiende oc paakalde en sand leffuendis Almectig Euige Gud, som er eniste Kilde til alt
gaat, som alt gaat giffuer, som haffuer obenbaret sig ved sit Ord oc vnderlige gierninger.
Item, om de tro, at i en watskilde Guddom ere tre atskilde Personer, Faderen oc Sønnen oc
den Hellig Aand, vdi en natur oc værelse, lige euige oc almectige. Item, om de fordømme
Arij ketterij, huilcken Seruetus oc nogle andre i disse Aar vilde paa ny indføre. |
|
IIII. Om vor Meglere. Om de
tro oc bekiende, at Guds Søn, som er den anden Person i Guddommen, haffuer anammit
menniskelig natur fuldkommelig, saa at det er en Person, at Gud oc Menniske er en
Christus, den eniste Meglere imellem Gud oc, Menniske, icke paa sin Mandoms vegne
alleniste, icke hellet paa sin Guddoms Vegne alleniste, men den gantske person, Gud oc
Mand. |
|
V. Huor aff Synden er kommen. Om
de tro, at vore første Forældre haffue syndet icke af Guds forordinering, tilskyndelse
oc villie, men aff deris egen fri villie. Item, om de acte, at alle Menniske (dog Christus
vndertagit) ere for deris første Forældris fald oc deris egen gienstridighed besmittet
oc syndskyldige, ia end ocsaa vredsens Børn, som Paulus taler. |
|
VI. Om Menniskelig mact oc formue. Om de
bekiende, at Menniskene, før end de aff Guds naade bliffue igenfødde, ere saa
nedsiuncken i Synden oc holdis fangne vnder Dieffuelen, at de huercken forstaa, søge,
ville eller giøre det, som gaat er, megit mindre kunde met den verdskyld, som Papisterne
kalde meritum congrui, opuecke Gud til at deele sin Naade met dem. |
|
VII. Om Guds Low. Om de bekiende, at
Guds Low, som er i de X Budord befattet, skal predickis i den Christelig Kircke. Item, om
de samtycke, at Guds Low er nyttig i trende maader: Vduortis, saa at den regærer vor
vduortis leffnit, seeder oc omgengelse. Induortis, saa at den straffer oc offuerbeuiser
Samvittigheden, at den er syndskyldig for Guds asiun: oc aandeligen, at den regærer Guds
Børns gantske liff oc leffnit. Item, om de bestaa, at intet Menniske kand bliffue
retfærdig ved Lovens gierninger. |
|
VIII. Om Euangelio. Om de samtycke, at
Euangelium er en predicken, som skal almindelig for alle predickis, vdi hvilcken naade oc
syndernis forladelse i Christi naffn, som er død for vore Synder oc opstanden for vor
Retfærdigheds Skyld, tilbiudis alle dem, som omuende sig, foruden alle Personers, Køns
oc Landskabs anseelse i nogen maade. |
|
IX. Om Retfærdiggiørelse. Om de tro,
at Menniskens Retfærdiggiørelse .er, at den, som tror paa Jesum Christum, haffuer
Syndernis forladelse, Christi Retfærdigheds tilregnelse, oc anammis naadelige ved
Christum til Guds naade oc venskab, foruden all verdskyld oc gierninger. |
|
X. Om Penitentze. Om de bekiende, at en
salige Penitentze er it Menniskis omuendelse til Gud, ved troen til Jesum Christum:
huilcken Penitentze staar i disse try stykker, som ere Anger och ruelse for Synden, Troen
oc en ny Lydactighed. |
|
XI. Om Helliggiørelsen. Om de bestaa,
at Helliggiørelsen (i huilcken vi giøris døde, saa at Syndsens vanart dødis oc dempis
i oss, oc wi giøris leffuende, saa at Guds Aand opuecker i oss villighed til Guds
lydactighed) nødactelig følger met Troens Retfærdighed, endog den bør grandgiffuelig
oc flitelig at atskillies fra den Retfærdighed, som oss aff Guds naade oc Barmhiertighed
wforskylt skenckis oc giffuis. |
|
XII. Om dem, som falde, effter at de er
omuende ved Troen. Om de bestaa, at den hellig Aand oc troen forkastis met villige
Synder, som giøris imod Samuittigheden, som Dauid giorde, der hand falt i Hoer og mord.
Item, om de bekiende, at de Menniske, som haffue værit deelactige i Guds naade oc
Barmhiertighed, oc falde siden i Synden, kunde komme til naade igen, naar de vdi en sand
penitentze omuende sig til Gud. |
|
XIII. Om Guds Dyrckelse. Om de
bekiende, at Guds Dyrkelse er den gierning, som Gud selff befalet haffuer, som giøris i
troen til Guds ære besynderligen. Item, om de bestaa, at Menniskens paafund er icke Guds
Dyrckelse. |
|
XIIII. Om Helligens Paakaldelse. Om de
samtycke, at helligens Paakaldelse er Affguderij, oc at Affguders oc Billeders dyrckelse
er fordømpt, indført aff Dieffuelen, til Guds Søn bespottelse, som er den eniste
meglere imellem Gud oc Mennisken, som gaff sig selff til en Genløselse for alle. |
|
XV. Om Daaben. Om de dømme, at et
Menniske skal ekon en gang døbis. Item, om de tilstæde, at smaa Børn skulle døbis.
Item, om de forsuære oc forsage alle Anabaptisters oc vederdøberes Secter. Item, om de
ville lade deris Børn obenbarlige i vore Kircker døbis met de vanlige Ceremonier, som
hos oss i Børnedaab brugis. |
|
XVI. Om Herrens Nadere. Om de tro
Herrens Legeme, som er giffuit for oss, oc hans Blod, som er vdgydit for oss, til
Syndernis forladelse, at være sandelige oc visselige tilstæde vdi hans Naderis
Sacramente. Item, om de tro, at denne Nadere er det ny Testamente, i huilcket Guds Søn
beuiser sig at forlade alle dem deris Synder, som tro paa hannem. Item, om de ville met
oss gaa til det Høyuerdige Sacrament, oc anamme det i den Christelig forsamling, som wi
giøre. |
|
XVII. Om Messen. Om de bestaa, at den
Papistiske Messe er Antichristens Affgud, met huilcken Guds Søn bespottis, oc hans
hellige Nadere vanhelligis. |
|
XVIII. Om Ed. Om de samtycke, at
Christne Menniske maa suerrie, naar det vdkræffuis aff deris tilbørlige Dommere eller oc
det giælder om Guds ære, eller deris Næstis velfærd. |
|
XIX. Om Ceremonier. Om de ville anamme,
holde oc bruge de Ceremonier oc Hellige dage, som i vore Kircker ere sæduanlige oc
vedtagne. |
|
XX. Om Øffrighed. Om de bekiende, at
Øffrighed er Guds Ordning: Om de bekiende, at den Verdslig Øffrighed skal met all flid
tage vare paa, at begge Guds Lows taffler ved mact holdis: Om de tro, at it Christet
Menniske maa oc kand wære vdi Øffrigheds befalning met en god Samuittighed: Om de mene,
at Øffrighed maa vden Guds fortørnelse straffe effter sine Lowe de onde, som skyldige
ere oc offuertrædere. Item, om hand maa straffe met Suerd Guds bespottere. Desligeste om
Øffrigheden maa met Vaaben oc verge beskerme sine Vndersaatte imod Fienders vold oc wret.
|
|
XXI. Om Vndersaatte. Om de bekiende, at
Vndersaatte ere effter Guds myndige befalning plictig til at være deris Øffrighed hørig
oc lydig vdi alt det, som sømmeligt er, det er, naar Vndersaatterne icke synde der met,
at de giøre det, Øffrigheden dem befalit haffuer. |
|
XXII. Om Ecteskab. Om de dømme at
Ecteskab er allereniste en Mands oc en Quindis lofflig tillhobe føielse. |
|
XXIII. Om Skersild. Om de dømme, at
den Papistiske Skersild er ekon Antichristens paafund, som beskermis for Bade skyld Quæstus
gratia ligesom Paffuens Afflad, Vigilier oc Aartider for de døde. |
|
XXIV. Om den Yderste Dom. Om de
bestaa, at der skal bliffue en almindelig Dom, i huilcken de, som haffue giort gaat,
skulle faa Løn, men de som haffue giort ont, skulle faa deris fortiente straff. Item, om
de tro, at de samme Legeme, som wi her haffue, skulle opstaa paa den yderste Dag. |
|
XXV. Om Menniskens vilkaar effter
Opstandelsen. Om de tro, at de Gudfryctige, som hensoffue i Troen til Jesum
Christum, skulle til Euig tid være Christo lige, oc vdi all Euiglied nyde, bruge oc
beholde den Himmelske ære oc wdødelig Herlighed, foruden all fryct oc fare for noget ont
i nogen maade. Item, om de tro, at alle Jesu Christi Fiender, være sig Mennisker eller
Dieffuele, skulle pinis met Euige pine oc plage, foruden all forhaabning oc foruentelse
eller forleskelse i nogen maade. |
|