Kirkehistorisk arkiv ved Norsk Lærerakademi

Arkivet inneholder primært dokumenter og andre ressurser til hjelp i studiet av Norsk kirkehistorie.

Oversikt over innholdet i reskriptet om separatisme 1745

§ 1
§ 2
§ 3
§ 4
§ 5
§ 6

Grunnen for reskriptet, tiltagende sekterisk virksomhet
Loven gjelder alle som ikke er unntatt av kongen
Forbud mot gjendøpere
Om overholdelse av konventikkelplakaten
Gudstjeneste, tro, betenkningstid og søknad om fritak
Forpliktelser i en eventuell betenkningstid
Straffebestemmelser
5 Martii (1745). Rescr. Stiftbefalingsmændene og Biskoperne i Danmark og Norge1 ang. hvorledes skal forholdes med dem, som til Separatismum, anabaptismum og andre Vildfarelser ere henfaldne.2 

Gr. Af adskillige fra Generalkirke-Inspectionscollegie, saa og fra Stifterne, Tid efter anden gjorte Foreststillinger, er med største Mishag længe fornummet, at paa adskillige Steder i Danmark og Norge endeel af Kongens indfødde Undersaatter, ved fremmede her i Landet indkomne Secters Tilhængere og Emissarier, ikke alene ere blevne forvildede, men endog til Separatismum henholdne; men Kongen med Langmodighed hidindtil har tolereret saadan Adfærd, aleneste i Forhaabning, at slige forvildede Mennesker skulde derved lade sig bevæge, engang at befinde sig, og ved retskafne Læreres Underviisning at bringes til retsindige Tanker. I hvilken Henseende og, da denne Forvirrelse begyndte at yttre sig, er ved Forordn. af 13de Jan 1741 gjort saadan Anordning, at saavel paa den ene Side ingen af Undersaatterne skulde finde sig fornærmet med nogen Samvittigheds-Tvang, og i sin Omsorg for sin Sjels Opbyggelse blive forhindret, eller berøvet de Midler, hvorved enhvers sande Christendom kunde befordres, men derimod paa den anden Side, at ingen skulde tage sig den Frihed, enten efter eget Indfald og Selvraadighed, eller andres Forførelse, noget til Forvirrelse, Uorden og Forbitrelse, og uden Tilsyn og Vedkommendes Raadføring, af egen Myndighed, at foretage: saa maa desuagtetdog desverre fornemmes, at, istedet saadan Kongens Langmodighed og christelig Hensigt skulde have bragt disse Afvigende til Eftertanke og pligtskyldig Lydighed mod de Kongelige Befalinger, have de meget mere misbrugt den saaledes, at nogle af dem ere paa een gang hendfaldne til grov Anabaptisterie og anden ublu Gjerning at forøve, andre til den Frekhed, at de endogsaa i udvortes Skikke og Politie-Anordninger, om Ægteskaber, Begravelser, og Undersaatternes Connexion indbyrdes under een og samme Lov, have, af dristig Egenraadighed, unddraget sig fra Lovens, Ritualets, og alle de Kongelige i Kirkesager udgangne Forordninger klare Bydende. Derfor, som Kongen ingenlunde er tilsinde, længere at taale saadan grov Vildfarelse, og formastelig Unddragelse fra de Pligter, som alle Undersaatterne Kongen og hans Befalinger og Anordninger med tilbørlig Lydighed ere skyldige; saa befales,

  1. Den 5. mars ble rescr. sendt til:
    1) Stiftbefalingsmennene og Biskopene i Danmark og Norge og
    2) politimesteren i Kjøbenhavn.
    Den 2 april ble det sendt til:
    3) Hofpredikanten.

    Disse tre rescr. er nesten identiske, men med nødvendige tilpasninger til mottakerne. Her er reskiptet til stiftsbefalingsmennene og biskopene gjengitt.

2. See Rescr. 19 April 1742.

§ 1. At i Almindelighed Lovens 2dens Bogs 1ste Cap. saa og 6te Bogs 1ste Cap. 4de Art. skal, som hidindtil, saa og herefter, være en uafvigelig Regel og Rettesnor for alle Undersaatterne i Kongens Riger og Lande, og at Kongen især ikke vil tillade, at de, som ved at forlade vores evangeliske Kirke og dens Lærdomme, samt den Augsburgske Confession, henslaae sig til nogen skadelig Sect maa offentlig exercere, mindre udbrede saadan ny og skadelig Religion; dog skal under foranførte Lovens Bydende ikke være at forstaae de, som fremmede ere indkomne i Kongens Riger og Lande, hvilke for dem og deres Afkom kan have erholdet Kongelig Bevilgning til fri Religions-Øvelse paa visse steder i Landet, efterdi deres Lærdom og Confession er bekjendt, og ved symboliske Bøger fastsat; men ellers alle andre nye og ubekjendte Secter, hvis Principia og Lærdomme ikke ved nogen formelig og fuldstendig Confession er gjort offentlig bekjent og enhver efter sit Tykke forandrer, saa der ikke kan vides, hvad deres Lærdom fører med sig; kort sagt: alle de Secter, som fra fremmede Steder ankomme, og ikke paa deres Confession have faaet specielle Kongelig Tilladelse, her at sætte sig ned, skal være her i Kongens Riger og Lande ganske og aldeles forbuden, saaledes: at fremmede Separatister, og alle Slags Emissarier, som forføre Kongelige Undersaatter ved en stadig, og med den uforandrede Augsburgske Confession stridende Lærdom, og drage dem fra den offentlige Gudstjeneste og vores Kirkes Samfund, enten til Sepratismum, eller til andre fremmede og fordervelige Secter, maa aldeles ikke i Kongens Riger tolereres; men, saasnart de i Stiftet nogen saadanne skulde fornemmes, skal deres Navne strax af vedkommende Øvrighed anmeldes for Stiftbefalingsmanden og Biskopen,1 og dem alle Omstændigheder tilkjendegives; og, naar Stiftbefalingsmanden og Biskopen befinder, og derpaa svare, at det er saadanne Folk, som før er meldt, skal de strax uden videre Lovmaal  sattes paa første Skib, og udaf Riget bortføres, hvormed alle bemeldte af Kongen beskikkede Øvrighedspersoner i Stiftet, høie og lave, paa Landet og i Kjøbstæderne skal have alvorlig og nøie Indseende. 2) og 3) melder til Generalkirke-Inspectionscollegium.
§ 2. Ingen maa  i Kongens Riger og Lande boe og opholde sig, og sætte sig ned, som er henfalden til anabaptistiske Vildfarelse, og ikke vil lade sine Børn døbe, efter Lovens Bydende, inden 8 Dage, efter de ere fødde1 og, hvo som ikke vil gjøre det, skal ikke tillades at blive, uden paa de Steder, hvilke Kongen har givet Religions-Frihed, hvorhen de da i al Stilhed inden Paaske 1746, om de inden den Tid ikke beqvemme sig til Børnedaaben, kan forføie sig, og der maa opholde sig: dog skal ingen af de forbudne Secter, som tolereres aleneste i de priviligerede Steder, tages i Tjeneste paa andre Steder i Kongens Lande, ei heller tillades, at de maa givte sig med andre, som ere døbte, med mindre de tilforn selv ere døbte, og underviiste i vor evangeliske Lærdom, og derom kan forevise Beviis af Præsten. Se forordning 21 juli 1771.
§ 3. Desligeste maa og ingen opholde sig i Kongens Riger og Lande, som ei vil rette sig i alle Ting, der ei angaaer egentlig Lærdommen og Samvittigheden, efter Kongens Lov, Forordninger og Politi-Anstalter, hvad heller de i Lærdommen ere af vores evangeliske Kirke, eller ei; saavelsom og efter Forordn. af 13de Jan 1741.
§ 4. Men de angaaende af Kongens Undersaatter, som, efter den 2den Artikel af denne Befaling, lade deres Børn døbe, saa og ligeledes holde sig den 3die Art. efterretlig, men mene sig dog i Samvittigheten tvungne og forbundne til, at skille sig fra vores hellige Kirkes offentlige Samling, dem vil Kongen indtil videre, forunde Tid og Leilighed til, enten ved egen grundig Eftertanke, eller og saadanne Bøgers Læsning, som om denne Materie udførligen handle, efter Guds Ord, eller og ved Omgang eller kjærlig Samtale med retsindige Lærere, som de selv kan have Tillid til, at komme til bedre Kundskab og Overbeviisning, om de Sandheder, som de endnu have et ufuldkommen Begreb om; dog om En eller Anden skulde mene, at han endelig i en eller anden Ting skulde have mere Frihed, saa skal han, uden at foretage noget af egen Magt og Selvraadighed, allerførst gjøre derom allerunderdanigst Ansøgning, og derefter holde sig Kongens derpaa følgende Befaling eller Anordning efterretlig.
§ 5. I det øvrige vil Kongen, at disse i 4de Art. ommeldte Folk, hvilke kaldes, i Haab om Forbedring, indtil videre tolereres, skal dog være pligtige, at bære Byrden med deres Medborgere i alle Ting: og, om de ikke ville frivilligen gjøre det, skal de taxeres af hvert Steds og af kongen beskikkede forbenævnte Øvrighed, hvad dem kunde tilkomme efter deres Leilighed, Stand og Næring, at betale aarlig til Præsten, til Kirken, dens Betjente, til Collecter, Skoler, item til de Fattige; hvilket alt hos dem rigtig skal indkræves, og Vedkommende overlades. Desligeste befales, at i den Tid, de i saa Maader tolereres, skal de holde sig aldelis stille, ikke udbrede deres Vildfarelser, ikke heller anstille nogen Slags Forsamlinger, men holde deres Folk og Tyende til Kirke og den offentlige Gudstjeneste, og være ansvarlige for, om nogen af samme til saadanne Vildfarelser ved deres Skyld forføres. I deres Ægteskaber, Begravelser og alle andre udvortes Skikke, skal de aldeles, ligesom andre Kongelige tro Undersaatter, efter christelig vedtagen Skik og de Kongelige Anordninger, forholde sig, og ellers i alle Ting, som troe og lydige Undersaattere, efterleve alt det, som dem især, eller med andre i Almindelighed, anbefales, saafremt de agte, den indtil videre dem forundte Tolerance at conservere: men, skulde de befindes, at misbruge denne Naade, søge at forvirre andre, udbrede deres Vildfarelser, holde forbudne Forsamlinger indbyrdes, og saaledes, tvertimod denne Befalings Hensigt, hindre Kirkens Roelighed, da vil Kongen, derom vorden vidende, ufortøvet være betænkt paa, at sætte saadanne Selvraadige tilrette, og at holde dem i deres tilbørlige Grendser; til hvilken Ende det skal, saasnart nogen Uorden og Forvirring af deslige Vildfarende begyndes, strax af  af vedkommende Steders Øvrighed, hvor i det Stiftet maatte tildrage sig, anmeldes for Stiftbefalingsmanden og Biskopen, da de igjen have at andrage det for Gen.Kirke-Inspect., som ufortøvet skal lade de skyldige Personer for fornuftige Mænd, som de dertil i Kongens Navn anordne, indfalde, og ved visse Spørgsmaale, efter Sagens Beskaffenhed, som af Generalkirke-Inspectionen skal opsættes, udforske deres Meninger og Vildfarelser i Religionen; og naar saadant er skeet, skal generalkirke-Inspectionen forestille Kongen Sagen, til nærmere allern. Foranstaltning, hvorledes med saadanne vildfarende og selvraadige Mennesker skal forholdes.
§ 6. Skulde og nogen af de i 1ste, 2den og 3die Art. mentionerte Personer befindes, over den af Kongen bestemte Tid at opholde sig  i Kongens Riger og Lande uden for de dem anviiste priviligerede Steder, eller og fremdeles underslaae sig, at forøve, tvertimod det Kongelige Forbud, nogen Selvraadighed, med at holde utilladelige Forsamlinger, med at lade deres Børn ligge udøbte, med at begrave deres Døde paa deres egen Hand, med at løbe sammen, enten til den scandaleuse saa kaldede Afstoelse, eller til at givtes uden præstelig Copulation, eller deslige forargelige Ophævelser, som forvirre Eenfoldige, og forurolige Kirken, da skal  de af vedkommende Øvrighed strax paagribes og ansees som Kongelige mandaters Overtrædere, ikke for deres særdeles Meninger i Religionen, men for deres formastelige Ulydighed imod Lov og Forordninger, saaledes, at de uden videre Proces, naar deres Forseelser efter Ordre og Foranstaltning dem lovlig ere overbeviiste af vedkommende Øvrighed bør hensættes til Arbeide i et Tugthuus eller næste1 Fæstning, for derved at hindres fra at løbe om, at forføre og forvilde andre; og skal de ved saadan Arbeide saalænge forblive, indtil der kan haves Tegn om deres Forbedring, og de ere komne paa bedre Tanker: til hvilken Ende  Biskopen skal foranstalte, at saadanne Folk dagligen, eller saa tidt skee kan, blive besøgte af de nærmeste fornuftigste Præster, for at undervise dem, og føre dem paa bedre Tanker, da Præsterne siden efterhaanden skal referere Biskopen, han Generalkirke-Inspectionscollegio, og dette til Kongen selv, hvilke af dem, og hvorledes de komme til Eftertanke, og bedre sig, hvorpaa da Kongelig nærmere Resolution, enten til deres Befrielse, eller haardere Straf, kan afvartes.
  1. Se forordn. 29 jun og 7 sept 1764, samt reskript 3 mars 1774.

Kilde: