Arkivet inneholder primært dokumenter og andre ressurser til hjelp i studiet av Norsk kirkehistorie.

Oversikt over innholdet i Pontoppidans undervisning av skoleholdere 1748

I.
II.
III.
IV.

V.

[Forside]

Kort og eenfoldig
Underviisning
For
Skoleholderne,
Om Den Maade, paa hvilken de best kunde lære Børn at læse i Bøger,
Saa og
Med Barnagtige Ord begynde at tale med dem om GUD og hans Villie til vor Salighed.

København 1763
Trykt hos Andr. Hart. Godiche, boende i Skindergaden næst ved vor Frue-Skole.

[side 3]

I. Om at kiende Bogstaver.

Da den Tiid er saare kort, som vore Norske omgaaende Skolemestere kunde anvende paa hvert Sted, nemlig, efter Egnes Beskaffenhed 4 a 5 Uger, saa behøves dessto mere, at man først udkiøber og bruger hvert Øyeblik til nogen sand Frugt og Nytte, dernæst at man betiener sig af visse Gienveye til Arbeydets Lettelse paa begge Sider.

Efterdi nu den almindelige maade, nemlig, at lade hvet Barn sidde med sin A. b. c. Bog i haanden og at Skolemesteren anviises til at finde Bogstaverne, er meget langsom og spilder Tiiden, da man veed, at smaa Børn ere [4] letsindige og kunde; ikke paa egen Haand holde Tankerne tilsammen, saa at, naar Skolemesteren har een for sig, da leger, snakker eller sover den anden; saa viises hermed en vis og let Maade efter hvilken de alle paa eengang kunde haves under. Opsiun i Arbeid og Munterhed, nemlig:

Hos denne liden Bog følger et Ark Papir, paa hvis første Afdeling det Danske Alphabet eller samtlige Bogstaverne efter adskillige Træk,¹ ere aftrykte, saa endelige, at de endog langt fra kunde sees og findes. Dette Ark tager Skoleholderen og opslaaer det med et par Stifter paa Døren eller Veggen, hvor det er vel liust, og det saa høyt, at Børnerne ikke kunde naae det med fingerne. Vil man og for varighedens skyld hefte det paa et Bret, da er det saa meget desto bedre.

For denne Skole-Tavle henstiller Skolemesteren de af Børnerne, som aller først begynde at lære i Bog, og beder [5] dem give vel agt paa, hvad et hvert af disse Tegn eller Bogstaver kaldes. Dernæst tager han en liden tynd Kiep saa langt at han, som staaer bag ved Børnene, kand naae dermed hen over dem til Tavlen; peger saa paa hvert Bogstav i det samme som han nævner det, men tager ikke alt for mange Bogstaver paa gangen, saa at Børnenes Begreb om disse ubekiendte Figurer, ikke blandes eller forvirres.

Hermed bærer man sig da ad, ligesom naar Synge-Kunsten læres i de latinske Skoler, af en Tavle som paa eengang viiser Noderne for alle dem der tillige lære at siunge. I Begynnelsen sige alle Børnene samtlige efter Skolemesteren: A. b. c. &c. siden prøver han hvert Barn i sær, deels med at lade Børnene sige hvad det Bogstav heder, som han peger paa; deels med at give Barnet Pinden i Haand og lade det vise hvor et af ham anviist Bogstav findes: Hvor staaer B ? viis mig f. (?)

[6] Naar dette drives med Munterhed og Lyst, af fleere tillige, da holder eet Barn det andet i Agtsomhed, saa og i Stræben for at ey staae tilbage, særdeles naar dette Tal af Barn ikke over en halv Time paa Gangen anholdes hertil, og dernæst ligesaa længe gives Forløb eller Frihed at lege, hvilket de dog ville giøre saa lumsk, naar de sidde hver med sin Bog og giøre i dobbelt Læse-Tiid ikke nær saa god Fremgang; thi paa lang Tiid kand saa letsindig en Alder ikke arbeyde til gavns med Sindet.

Naar Børnene ere gandske færdige i at kiende alle og alle slags Bogstaver, hvis liden Forskiel paa visse træk lettelig kand viises dem, da behøves for en grundig Bogstaverings eller Stave-Maades skyld, (som strax skal viises,) at Skolemesteren siger Børnerne den merkelige Forskiel der findes imellom Bogstavernes Art og Egenskab, da nogle, nemlig disse syv a. e. i. o. u. y. ø. Kaldes Vokaler, det er, Selvlydene; og alle de [7] andre Consonanter, det er medlydende Bogstaver. Disse Navne og den deri liggende Forskiel oplyses dem ved at viise hvorledes enhver af Vocalerne er en enkelt Lyd og har ingen flere til Hjelp: Men Consonanterne kunde ikke udsiges foruden at sammenføyes, ligesom til Hjelp, medeen eller anden Vocal, f. E. b. tager e til sig i Enden. f tager e for sig, k tager aa. Q tager u i Enden, og saa fremdeles.

Endnu læres Børnene at aa udtales i vort Sprog halv som a og halv som o, hvilket ved Lyden maa læres, iligemaade at æ er sammensat af a og e ligesom ø af o og e.

1. Arbeidsredskapene på dette stadium er tavle eller plakat med bokstver.

[8] Ere Børnene først Gandske færdige i at kiende Bogstaverne hvert for sig og vide deres Klang, da andføres de fremdeles til at tage to, omsider tre eller flere Bogstaver tilsammen og høre hvorledes de lyde i Udtalen paa eengang, hvilket kaldes at stave, eller legge et Bogstab til det andet.

Her henviises Børnene til den anden Afdeling paa Tavlen, og de øves i at sige: Ab, eb, ib, &c. Ba, be, bi &c. hvilken Øvelse er let efterdi den har ikkun med tvende Bogstaver at giøre.

Dernæst tager man de Linier med tre Bogstaver tillige, saasom, alb, god, mig, dig, sig, jeg, han; Jtem de med fire bogstaver, saasom, hvem, kand, den, ting, strax.

Naar nu Børnene ere først vel ferdige i at sammenlegge Bogstaverne [9] til et Ord, bestaaende af een eeneste Stavelse, da vender man den ophængte Tavlen om, og bruger dens anden Side til at lære de sammenhængede Stavelser eller Ord. Dernæst kand man, om behov giøres bruge de sædvanlige a b c Bøger til videre Øvelse;¹ Dog maa ikke hvert Barn efter sædvane sidde paa egen haand med sin Leise at lære i en vis tiid, hvilket fremmer saare lidet. Hellere maa man, som før ble erindret give det tal atter en halv Times Forlov og Sinds Forfriskelse, den Stund man med andre Børn tager sig noget andet for.

Vil man have de Smaa til at stave samtidig uden Tiids-Spilde og med een Umage, da setter man dem paa en Bænk tilsammen, eller lader dem staae omkring sig hvis de ere faa. Deres Bøger, være sig Abeceter eller andre, maa just være af een og den samme tryk, altsaa foruden eet Bogstavs Forskiel.

[10] Derpaa siger og igiientager man nogle gange for dem visse Grund-Regler, som de maa rette sig efter, og hielpe sig ved i at adskille Ordets Stavelser:

I. Regel:

Naar der staaer een Consonant imellem tvende Vokaler, da drages den til den sidste Vocal, saasom: A-dam, be-de, mi-ne &c.

Naar der staaer tvende Consonanter midt imellem tvede Vocaler, da deles de, og tages een til den foregaaende, en anden til den efterfølgende Vocal, saasom: An-sigt, Hæn-der, Bog-ne, rum-le, fal-de, styr-te.

Naar der staaer tre Consonanter imellem to Vocaler, da drages de tvende første til den første, men den eene sidste til den anden Stavelse, saasom: Amt-mand, Jord-bær, Hals-baand, Haand-verk, skrift-lig &c.

[11] IV. Regel:

Naar tvende Vocaler (undtagen aa) staae tilsammen, da deeles de, og drages hver til sin Stavelse, saasom: u-ærlig, Ei-e, Lei-e, Tri-umph, Cre-atur, Spi-on, Pa-tri-ark, svi-e, gni-e, gru-e, Stu-e.

NB. Disse Regler kunde vel undværes og om man vil, gaaes forbi: men da kaaster det længre Øvelse og giver dog mindre Vished.

Vide nu Børnene først hvor de skulle sanke eller afbryde Stavelsen i hvert Ord, da udkræves dog en flittig og vedvarende Øvelse heri, førend man anfører dem til at læse, eller udsige ved første Øye-Kast, det eene heele Ord efter det andet; thi dersom de ikke ere gandske færdige i det første sassom Grunden, da bliver og intet bedre at vente i læsningen.

1. Arbeidsredskapene på dette stadium er tavle og ABC. Det var gjerne tale om en såkalt Katekisme-ABC som inneholdt Favdervår, trosbekjennelsen, de ti bud og eventuelt noen davidssalmer.

Her udkræver den omtalte Gienvey til at spare Tiid og Arbeyd, i Særdeleshed dette, at alle de Børn, som lære at læse inden ad paa eengang, maa endelig have eet slags Bøger af een Tryk, saa de kunde følges ad, uden mindste Forandring, enten man nu dertil vil udvælge eet slags Catechismusser,¹ Evangelii-Bøger,² Nye-Testamenter³ eller andre af en reen og tydelig Tryk. Begyndelsen kand mand giøre med de faa Blade; som findes allersidst i den almindelige Catechismi Forklaring, under det Navn: Kort Begreb⁴ af den saliggiørende Sandhed, hvor Bogstaverne ere noget større og Stykkerne ikke alt for store.

[13] Naar Børnene som skulle læse tilsammen, sidde eller staae paa eet Sted, under Skolemesterens Opsiun, da formanes de til at følge hverandre og ethvert barn at sige saa sagte bag efter, det samme som af eet Barn siges høyt. Efter at et Barn har læst et lidet Stykke, eller nogle Ord av et langt Stykke, da peger Skolemesteren paa et andet Barn og lader det giøre ligesaa: men for at holde dem alle i Agtsomhed lader Skolemesteren dem ikke vide hernæst skal læse og springer snart til det tredje eller fiette, snart til det første Barn igjen: dog udvælges i Begyndelsen helst de Bøen til Forlæsere som best kunde komme af sted. Ved denne Methode giøres i Kort tid stor Fremgang, og med den Øvelse farer man bestandig fort, alt under Skolemesterens nøye Opsiun; thi han maa ikke alleene først læse Stykket, men ogsaa blive hos Børnene saa længe den Øvelse varer, med mindre han kand betroe een af de ældre og færdigere Discipler til at staae i sit Sted, og see til at enhver har Øyet i sin Bog.

[14] Endnu erindres, at man betimelig vænner Børnene til at agte paa de smaa Stræger og Prikker, som kaldes Commata og Puncta, hvilke staae imellem disse Ord, for at adskille Meeninen: Saa at man i Læsningen holder stille, lidt meere ved en Prikke og lidt mindre ved en Stræg.

Den Øvelse at læse inden i Bogen maa ikke hastig forlades og omskiftes til at lære uten ad; thi herved skeer stor Skade og mage Børn komme derved aldri til nogen Færdighed. Endog saa naar de blive Ældre da læste de ikke uden stoer Møye og Besværing, altsaa med Frygt og Kedsommelighed; hvorover de siden flyer og skyer Bøgerne det meste de kunde, efterdi de altiid koster Hoved-Bryd: Men drives de til en fuld Færdighed, saa at Læsningen ikke koster dem nogen Umage, da bliver den dem siden behagelig, fordi den er let, og at den bliver let kommer af sig selv ved bestandig Øvelse.

[15] Det barn som læser vel i een Bog maa siden anføres paa egen Haand til at læse i andre bøger af adskillig tryk, hvilken Omskiftelse i Begyndelsen ogsaa koster nogen Umag, men nogle Dages Øvelse giver lige Færdighed i alle slags Bøger, naar Trykken er reen og tydelig.

Naar Børnene komme omsider saavidt at de skulle lære deres Catechismum uden ad,⁵ da maa en omhyggelig Skolemester ingenlunde spare sin Umag, mens oplyse forud den Leise han setter dem for, særdeles de Ord som synes meest fremmede for deres Begreb; thi dersom de ikke fatte nogenledes Meeningen, da blive Ordenes Samling dem dobbelt tung.

1. Luthers lille katekisme
2. Evangeliebøker er bøker med kirkeårets tekster og kollektbønner
3. Det nye testamente
4. Kort begrep er en kort frelseshistorisk sammenfatning til slutt i Pontoppidans store forklaring.
   
5. Utenatlæring av katekismen skulle først komme etter at man hadde lært å forstå meningen. Dette var etter Luthers forordning i en fortale til den lille katekismen.
   Selve katekismeteksten (ABC-ens tekster) skulle derimot læres utenat umiddelbart, altså før man lærte å lese, særlig gjaldt dette Fadervår og trosbekjennelsen. Det er imidlertid et poeng at det i denne sammenheng handler om læring av kjente tekster. Både Fadervår og trosbekjennelsen var liturgiske tekster til bruk i hjemmet og gudstjenestemenigheten.

[16] Efterdi det kommer i enhver Sag meest an paa de allerførste Forestillelser, Tanker og Begreb som gives os derom, da vi siden ikke lettelig lade dem fare, saa burde alle de der omgaaes med Ungdommens Underviisning, ret studere og pønse paa, hvorledes de kunde begynde at tale med smaa Børn om Gud og Gudommelige Ting paa saadan Maade, at de hverken høre noget urigtigt og urimeligt, ikke heller noget alt for høyt og dem uforstaaeligt.

Dersom smaae Børn, som sædvanligt skeer, skulle sanke deres allerførste Begreb af Catechismo eller andre deslige Bøger, uden mundtlig Forklaring, da fatte de deraf intet ordentligt, retskaffent og overensstemmende med deres svage Forestillelses Kraft. De lære Ord uden ad, mens om Ordene have de enten slet ingen Tanke, eller og en urigtig, i det mindste en saare mørk og utydelig Tanke, [17]  hvorfor? Fordi Ordenes rette Bemerkelse bliver os alleene bekiendt ved Øvelse og Omgaang. Denne Øvelse kand et ungt Barns Hoved ey sluttes at have i aandelige Ting, som ere ham alt for høye, abstracte og hans Forfarenhed, altsaa hans Begreb langt overstigende. At jeg ey skal tale om en anden og vigtigere Lærdoms Forhindring, grundet paa det naturlige Menneskes dobbelte Uformuenhed i at fatte just de Ting, som høre Guds Aand til, naar han end i alle andre Materier haver det allerhurtigste Hoved.

Alt dette erindres allene til den Ende, at Skolemestere, Forældre eller andre, som antage sig unge Børns allerførste Undeerviisning, maatte betænke at deres Gierning er saa got som forgieves giort, og den Grund de legge ved utydelige eller alt for høye Ord, er slet ingen Grund for vis Kundskab, førend Børnene ved længer Forfarenhed faar øvede Sind til Forskiel paa Ordenes egentlige Bemerkelse. For Ex. At [18] Gud Fader haver Skabt, Guds Søn igienløst, Gud den Hellig Aand helliggiort os, ere store Sandheder i høye Ord, som efterhaanden ved Catechismi Forklaring bliver nogenlunde bekiendt for Børn af en temmelig Alder og Øvelse. Men at et Barn af 5 6 til 8 Aar eller ældre, skulde giøre sig mindste rigtige Begreb om hvad Skabelse, Igienløselse eller Helliggiørelse er, naar det ikke udtrykkes med andre Ord paa en barnagtig Maade, maa ingenlunde ventes. Naar nu dette ikke skeer, da har Barnet, som siunes at have og vide noget, slet intet mere end nogle blotte Ord, som det vænner sig til at spille med i Munden, foruden mindste Smag og Følelse i Hiertet, af hvilken Barndoms Vane siden reyser sig den døde sandseløse Christendom, som er saa almindelig blant gamle og unge.

Af denne Aarsag ønskede jeg, at nogen som var bequemmere dertil end jeg, maatte pønse paa at udfinde saadant et forstaaeligt Børne-Sprog, i  [19]  hvilket man kunde forfatte en Barne Catechismus eller de allerførste Begyndelses Elementer, indrettede og lempede efter Børnenes Begreb. Her maatte man da nedstige og blive selv til et Barn. Her maate man ikke bruge eet eneste Ord af det abstracte eller høye Slags, men alleene de som forekomme i daglig Tale blant de Allereenfoldigste. Hvor eet Ord var ellers nok, maatte man bruge mange, til at giøre Sagen tydelig og tage Lignelser af synlige Ting, som Børnene allerede kiende nogenledes, og deri maatte man bruge almindelig Forandring, hvorfor slet intet deraf maatte læres uden ad, men Ordene allene være en Anledning til eenfoldig Samtale i allerstørste Venlighed. Thi det maa vel agtes herhos, at Børnenes allerførste Anførelse til Guds Kundskab maa skee med Lyst og være langt fra alt det der smager af Tvang og Utak, som føder Ulyst og en Trældoms Frygt, altsaa et urigtigt Begreb om den der er idel Kierlighed.

[20] Vil man have et Model til saadan barnagtig Samtale, da beraaber jeg mig paa en saare liden og eenfoldig men bequem Bog, som 1741 er trykt i Kiøbenhavn paa Bogfører Nummes Forlag, og kaldes: En for smaa og eenfoldige Børn vel indrettet Underviisning i de Guddommelige Sandheder.

Men efterdi samme ikke strax er ved Haanden, vil jeg forsøge noget deslige med andre Ord. For Ex. Naar et Barn af 4 eller 5 Aar er glad og munter, hvortil en liden Gave undertiden kand bruges (dog med Forsigtighed, saa, at Gemyttet ikke vænnes til at giøre af Gudfrygtighed en timelig Vinding) da tager man det for sig og opvækker dets Agtsomhed med venlige Ord, sigende ongefehr saaledes:

Kiere Barn, du seer jo vel at jeg er større og stærkere end du, som est liden og svag, du seer og at jeg har meget got at give dig, som du ikke selv har. Nu kand du glæde dig ved at du skal engang ogsaa blive stoer og faae noget at raade for ligesom jeg; Thi jeg ar ogsaa tilforn været ligesaadant lidet Barn som du nu est. Ja saadanne smaa Børn har alle Mennesker først været. Men tænk nu videre: Du, og jeg og alle Mennesker, som først ere unge og smaa, og siden blive store og gamle, vi kunde dog ikke alltid blive saaledes hos hverandre. Din Fader og Moder har ogsaa engang været smaa Børn. Nu er de gamle Folk, om nogen Tiid ere de ikke mere til, men tages bort af Verden. [22] Engang skulle vi alle skilles fra hverandre ved noget som kaldes Døden. Har du vel seet et dødt Menneske, eller jeg vil viise dig det. Der seer du jo een ligesom vi, med samme Lemmer, mens han er død. Der er intet Liv i ham, det er med andre Ord: Han kand ikke tænke, ikke tale, ikke føle, ikke giøre noget.

Saadan en Dødning har han ikke alltid været. Ney, for nogle Dage siden var der liv i dette legeme, ligesom der nu er i os. Vi kunde jo tænke, tale, føle og bevege os, derfor er der liv i os, men ikke i ham; og det liv kommer af noget, som kaldes Sielen. Denne Siel boer i Legemet og bevæger det imendes man lever, Naar den farer ud af Legemet saa, er man død. Nu ttænker du vel: Hvad er det for en Ting, den Siel; Du ville vel gierne saa den. Men den sees aldrig, og jeg kan ikke viise dig den. Dog kand du fornemme den hos dig selb. I dit lille legeme boer ogsaa en siel. Det veedst [23] du derav, at du kandst tænke paa noget, og du kandst tale med mig om det du tænker. Du kandst erindre dig eller huske hvad du tilforn har hørt og seet. Kand du ikke huske hvad for Mad du fik i gaar? Og vedst du ikke nok hvordan det saae ud vor Grandes (Naboes) Huus da du var der forleden Dag; dog est du der ikke nu, men din Siel husker hvordan det den gang saae ud.

Denne din Siel kand jo ogsaa faae lyst til noget Got, den giør at du længes efter din Moder naar hun er borte: Den giør at du glæder dig naar du faar noget Got, og at du bliver bange eller bedrøvet for noget Ont. Saadanne Tanker ere jo ikke i dit legemes Lemmer men i din Siel.

Tænk nu tilbage, kiere Barn! Paa den døde mand, som jeg før viiste dig. Han laae og rørte ikke Hand eller Foed, fordi der er intet Liv i ham og hans Siel er udfaen. Mener du vel at du og jeg skulle ogsaa engang blive ligesaadanne [24] døde Mennesker. Ja visselig. Du og jeg og alle mennesker i hvem de og ere, skulle ligesaaledes døe engang og ligge uden Siel.

Men, hvor monne a vor Siel bliver af? Hvor farer den hen, naar vi engang døe ? det er jo vel værd at vide. I den leve vi naar vort legeme ligger dødt. Nu, jeg vil sige dig hvor Sielen kommer hen. Der ere to Steder for os: Det eene er et meget deyligt, Lystigt og got Sted. Det kaldes Himmelrig. Der fare de fromme og gode Menneskers Siele hen, og der har de meget got, ja alt det Gode som de ville begiere. Der fattes dem slet intet, de blive aldrig bedrøvede, aldrig bange, men altid lystige og glade; thi der er lutter Got, ja langt bedre end du kandst forstaae. O! Kiere Barn! Lad os stræbe efter at være fromme og gode, saa kommer vi ogsaa engang til dette deylige Himmelrig naar vi døe.

Mens kommer vi ikke der, da er [25] det et andet Sted for os, og det er meget ont, elendigt og bedrøveligt. Det onde sted kaldes Helvete. Der er Sielen altid i Bedrøvelse, Smerte og Pine. Der er den aldrig glad, faaer aldrig noget got: O! at vi aldrig maate komme der.

Nu tænker du vel, min Søn, sig mig kuns dine Tanker; tænker du ikke at du gierne ville være frie for det onde Helvede, og komme engang i det deylige Himmerig? Jo uden Tvivl. Men vil du det, saa hør nu hvad jeg vil fortælle dig om en Fader, som du har i Himmerig. Han har dig hiertelig kiær, langt mere end den Fader, som du har her hos dig, og han vil meget gierne tage dig til sig i den deylige Himmel, dersom du ikkuns vil være ham et fromt og lydigt Barn.

O! glæd dig herved og lær at kiende denne Fader. Han heder Gud, og han er meget god, ja bedre end alting i Verden, dog kand du ikke see ham endnu, men naar du kommer til ham i Himmelen, da skal du faae ham at see.

[26] Nu er han dig usiunlig fordi han er en Aand og har intet Legeme eller Lemmer saasom vi. Din Siel, som jeg tilforn talte om, er ogsaa en Aand. Den kand du ikke heller see. Dog viiste jeg dig at den er i Legemet, tænker og begierer. See saadan en Aand , mens en langt bedre og større Aand er Gud, alle Aanders Fader. Han har altid været, og skal altid blive. Han er allevegne tilstede hos os, og han veed og seer alle Ting, og det er ham som har giort den gandske Verden, Himmel og Jord, Skov og Bierge, alle Dyr og alle Mennesker, derfor kand han og hielpe dig og giøre dig alt Got.

Endnu maa det glæde dig mer, at denne Fader gierne vil giøre dig Got, og hiertelig elsker dig, thi han er en eyegod Gud og from Fader. Han har dig langt kierere end den Fader og Moder, som du seer hos dig. Derfor maa du endelig elske ham igien. Dersom du [27] nu elsker ham, da maa du og elske det gode som han elsker; men hade og ikke giøre det onde som han hader. Løgn, Vrede, Egensindighed og Ulydighed r han meget imot. Hvem som giør det, dem straffer han haardelig i Helvete. Mens alle fromme Mennesker tager han til sig i Himmerig.

Merk nu videre, kjere Barn! at der er een til, som kaldes Djevelen, Han er Guds Fiende, en ond og uren Aand. Denne havde Gud først skabt til en god Aand. Men han blev ulydig og derforelendig, saa at Gud udstødte ham af Himmelen til Helvede, og ligesom han der er selv elendig, saa ønsker han at giøre Menniskene elendig med sig; thi hans Ondskab er saa stoer at han under os Mennesker slet intet. Got.

Derudover forførte han det første Menneske, som hedde Adam, og Adams Hustrue ved Navn Eva, at de ogsaa faldt af fra Gud, og blev ham ulydige. Først vare de fromme og lyksalige mennesker, som boede i den deylige [28] Have kaldet Eden. Der hadde Gud tilladt dem at æde af alle slags Frugter, saa nærsom eet Slags der var dem forbudt. Mens Dievelen i en Slanges Lignelse overtalte dem til at æde deraf og blive Guds Befalning ulydige.

Saa snart som e nu bleve ulydige da bleve de ogsaa elendige. Tilforn vare de Gud lige, nu bleve de Dievelen lige. De tænkte paa ont og giorde ont. Derfor blev den gode Gud meget vreed paa dem, udstødte dem af den lystige Have og fordømte dem til Døden, da de ellers aldrig skulde have døet.

Af disse to første Mennesker ere alle andre Mennesker komne i Verden. Din Fader og Moder ere komne af dem. Du og jeg er ogsaa af dem. Derfor ere vi tilbøyelige til at tænke, tale og giøre ont ligesom de vare.

Dette onde som vi ere tilbøyelige til, kaldes nu Synd, og den Synd findes hos os alle som Adams Børn. Er det ikke sandt min Søn, at du kandst [29] finde saadant Ont hos dig selv, og at dit eget Hierte tilsiger dig saa hemmelig det er ont eller ilde giort, naar du ikke est from og lydig.

Merker du ikke at du heller vil følge din egen Villie end dine Forældres Befaling. Du vredes og bliver arrig naar man giør dig det mindste imod. Du vilt have alt hvad du seer andre Børn have, og ønsker at du kunde rive det fra dem til dig. Dog indbilder du dig vel at være bedre end andre Børn, og glæder dig naar andre lastes, men du roses. Du vilt heller lege og spage end lære noget Got. Du est kræsen og veedst tit ikke hvilken Mad du vilt spise. Du taler mange baarlige og forfængelige ord, ogsaa vel løgnaktige Ord; thi naar man straffer dig for noget, da siger du ney, og negter det som er Sandhed.

O! kiere Barn! See her og kiend selv dit eget onde og syndige Hjerte, som saa tit opfyldes med onde Tanker og udbryter i onde Ord og Gierninger. Naar du finder og merker det, som jeg veed [30] du giør, da maa du vel bedrøves og blive bange derfor; thi ved denne Synd, som er Dievelens eget livagtigeBillede, vil han drage dig til sig i Helvede, at du ogsaa der skulde pines med ham til evig Tiid. Ja dersom du adlyder de onde tanker og følger dem med Lyst, saa bliver den gode Gud i Himmelen ogsaa meeget vreed paa dig, og vil ikke tage dig til sig i himmelen, thi han er meget vreed og fortørnet paa ulydige Mennesker, og vil haardelig straffe dem baade nu og siden naar de ere døde, da de i Helvete skulle baade brændes og bides af grumme Orme. O! beed den gode Gud hiertelig, at han bevarer dig derfra.

Ja kiere Barn! Nu maa jeg videre sige hvorledes du kandst blive bevart fra Helvede, og ikke der faae den Straf som dine mange Synder fortiene.

Gud som har dig og alle Mennesker saa hiertelig kier, han har for længe siden sendt sin eenbaarne og allerkiereste Søn til Verden, for at frie og frelse alle Mennesker fra helvede, naar de beder [31]  ham derom, elsker ham og vogter sig for det Onde; thi da skal deres forrige Synder glemmes og den fortiente Straf ikke følge paa. Denne Guds egen allerkiereste Søn, som har giort os saa megetGot, kand vi aldrig fuldtakke. Han maa du endelig lære at kiende, paa det du kandst elske og takke ham.

Hans Navn er JEsus Cristus. Han kom til verden ligesom et andet lidet Barn, men derhos var han gandske hellig, havde slet ingen Ondskab i sit Hierte og giorde heller aldrig noget ont, mens idel Got, hvorfor hans Fromhed og Lydighed behagde Gud den himmelske fader saa vel, at fordi den hellige JEsus blev Menneskenes Broder og dem liig, saa vilde Gud for hands skyld glemme alle deres Synder og tilgive dem deres fortiente Straf.

Dog alligevel maate denne føde og hellige JEsus lide meget Ont for at frelse os fra Helvede; Thi Gud havde [32] saa besluttet det, om vi skulle frelses. Han blev af onde Mennesker tagen fangen, bespottet, slagen, pidsket paa sit bare legeme, reven med Torne i Hovedet og omsider slagen ihiel paa en gruelig Maade: thi man hængte ham paa et Kors.Træ, og hæftede ham fast derved med Sommeler Nagler, som man slog midt igiennem hver af hands Hænder og Fødder, indtil Blodet forløb, saa at han døde, da man og stak et Spyd ind i hands Side.

Tænk nu engang, kiere Barn! Hvilken forskrækkelig stor Pine og Smerte maa det ikke have giort i JEsu hellige legeme: Dog leed han det og langt mer Ont, med stor Stillhed og Taalmodighed, ligesom et Lam der ledes til Slagter-Bænken og ikke oplader sin Mund. Det leed han nu altsammen ikke for sin Skyld; thi han var gandske uskyldig og hellig, mens for din og min og alle arme Synderes skyld leed han det, at vi derved maate frelses fra Helvede. O! hvor meget burde vi ikke elske ham igjen, takke og tiene ham alle vore Lives Dage.

[33] Nu tænker du vel: Hvorledes gik det siden med den HErre Jesus, og hvor blev han af efter sin Død? Det vil jeg sige dig. Døden hadde ingen videre Magt over ham, fordi han var Guds Søn. Da han hadde ligget i tre Dage i Graven, saa stoed han op igien, var gandske levende og skadede intet. Da talede han med sine Venner igien, bad dem, formane alle Mennesker tildet Gode, ogsaa foer han op til Himmelen, hvor han satte sig hod Gud sin himmelske Fader i evig Roe og Glæde. Der beder han endnu for os og elsker os af sit gandske hierte. Der vil han ogsaa tage os til sig, dersom, vi adlyde hands Villie.

Spørger du nu, hvad denne hands Villie er og hvad han af os Mennesker for saa stoer Kierlighed? Da siger jeg dig, han kræver intet andet end vort Hierte, det er, han vil at vi skulle fatte en hiertelig Tillid og Fortrolighed til ham, tit tænke hiertelig paa ham, tit sukke og bede hiertelig til ham, tit hiertelig [34] love og takke ham, som vores eeneste Frelser, og dersom det skal skee, da kand vi ikke andet end elske og adlyde ham; thi foruden Lydighed er ingenKierlighed, og foruden kierlighed er ingen Troe, mens foruden Troe er ingen Salighed at vente af den HErre JEsu.

Vil du nu ikke gierne troe paa den Herre Jesum og elske ham? Jeg veed du tænker jo! det er ret og vel forskyldt. Mens det maa du vide, at da dit eget Hierte er saa syndigt og ont, som jeg før viiste dig, saa kanst du ikke af din egen Kraft og Fornuft troe pa Christum, eller elske og adlyde ham. Ney! du ma endelig heertil have Hielp af JEsu selv, som ogsaa gierne vil hielpe dig: Derfor sender han sin Aand til at banke paa dit Hierte og berede dig til det Gode.

Denne JEsu Aand kaldes den hellige And, fordi han giøre vore syndige Hierter hellige; reene og fromme. Han kaldes Naadens og Bønnens Aand, fordi han giver Naade og Kraft til at [35] bede, tilat troe, til at elske og adlyde Gud. Derfor, mit Barn, naar Dievelen den onde Aand vil giøre dit Hierte meere og meere ont ved at opvække onde og ureene Tanker og Anslag i dig, eller og naar andre onde og u-artige Børn ville lokke, true eller forføre dig til at lyve, bande, stiele, være stolt, egensindig og letsindig, see saa er dit eeneste Haap, at du sukker til den HErre JEsum, at han ved sin gode Aand vil hielpe og bevare dig: giør du det og tænker derhos paa JEsu Pine og Død, som jeg nyelig fotælte dig om, see saa falder de onde Tanker bort og du forføres ikke til ulydighed, men bliver et fromt Guds Barn. Dine Forældre og alle fromme mennesker elske dig. Ja Gud den himmelske Fader faaer dig da dobbelt kier og naar du døer, tørst du ikke frykte for det fæle Helvede, men du kandst da være vis paa, at komme i det deylige Himmerig og være der i evig Glæde.

See, kiere Barn! dette er saaledes en kort og eenfoldig Underviisning om Gud og din saligheds Sag. Har du lyst til at [36] vide mere herom, saa gak flittig i Skole og merk paa Skolemesterens Ord. Lad ham lære dig at læse i Bøger, særdeles i de Bøger, som kaldes Catechismus og Bibelen. Det er Guds eget Ord: deraf kanst du faae langt bedre Kundskab og Forstand paa alle disse Ting. Men vilt du lære ret, saa glem ikke at bede ret hiertelig dit Fader Vor. Ja væn dig til, at klage Gud ald din Nød og Trang med egne eenfoldige Ord, ligesaadan, som, naar du beder din kiere Fader og Moder om Mad, Klæder eller andet hvad du gierne vilt have; thi alt hvad du beder Faderen om i Jesu Navn, det vil han give dig. Est du ikke da lyksalig?